En 19-årig mand nægter sig skyldig i drab, men skal ikke desto mindre varetægtsfængsles frem til 1. juli.
Det står klart efter fremstillingen ved Retten i Glostrup, hvor et voldsomt drab på en 57-årig mand i Høje Taastrup lørdag morgen var på dagsordenen. Det skriver jp.dk.
Den 19-årige har til politirapporten fortalt, at han stak offeret med kniv to eller tre gange, men politiet vurderer, at den 57-årige har modtaget mindst 40 knivstik i parkeringskælderen i bebyggelsen Gadevang.
Han var på vej efter sin bil for at køre til arbejde, da overfaldet skete.
Den formodede gerningsmand tager medicin for lidelsen ADHD, der også kendes som Damp.
I løbet af den pågældende aften og nat havde han ifølge egen forklaring drukket tre til fire flasker spiritus med en kammerat.
Han havde også drukket øl og røget hash.