En ung 10. klasses-elev blev mandag aften fundet livløs på bunden af bassinet i Fjerritslev Svømmehal.
Det bekræfter Nordjyllands Politi overfor Newsbreak.dk.
-Vi ved ikke, hvad der har forårsaget det, men hun bliver reddet op og man forsøger at give hende førstehjælp. Det lykkedes ikke, og her klokken 04.59 er hun erklæret død, siger vagtchef Jes Falberg til Newsbreak.dk.
Han fortæller, at pigen var på tur med sin skole fra Sjælland, da ulykken skete. Hendes forældre er nu på vej til Nordjylland.
- Det vi gør nu, er at vi får undersøgt hende, og afholder ligsyn for at fastlægge dødsårsagen. Det er jo lidt mærkeligt, at en rask 17-årig dør sådan, siger vagtchefen.
Han mener, at der kan være tale om et slagtilfælde.
Samtidig slår han dog fast, at politiet ikke umiddelbart finder noget mistænkeligt i dødsfaldet.
Nordjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at der var tale om en 17-årig pige fra Frederikssund Kommune, som var på tur med sin klasse fra et 10. klassecenter i Værløse.
Det var klassekammerater, der reddede hende op af bassinet, og elever og lærere er blevet tilbudt psykologisk krisehjælp, oplyser Ritzau.