En 17-årig cykelrytter er i kritisk tilstand bragt til Rigshospitalet, efter at han lørdag blev kørt ned af en bil.
Ulykken skete på Store Valbyvej i Gundsølille nord for Roskilde.
- Han er ude at træne med en gruppe cykelryttere, da det går galt, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Drengen kommer kørende ad Kirkerupvej og skal ud på Store Valbyvej.
- Af en eller anden grund, måske uopmærksomhed, overholder han ikke sin ubetingede vigepligt og kører ud foran en bil, siger vagtchefen.
Personerne i bilen kom ikke til skade ved ulykken.
- Men både de og cykelrytterne er blevet tilbudt psykologhjælp, fortæller vagtchefen.
/ritzau/