Et skænderi foran en guldsmedeforretning i Solrødcentret syd for København udviklede sig i går dramatisk. Det endte med, at en 15-årig dreng trak en kniv og stak en 17-årig dreng i brystet. Kniven var kun tre cm fra at ramme hjertet.
Den sårede dreng blev båret ind i guldsmedeforretningen, hvor blødningen blev stoppet. Han er nu indlagt på Rigshospitalets traumecenter og er uden for livsfare.
Den 15-årige blev kort efter det livsfarlige overfald arresteret og vil her til formiddag blive fremstillet i et grundlovsforhør. En af hans kammerater blev også anholdt, men er løsladt igen.
Sigtelsen vil formentlig lyde på forsøg på manddrab, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Det skriver Politiken.
Alle de involverede kommer fra lokalområdet.