Klokken 11.15 byttede USA og Rusland 14 spioner i lufthavnen i Wien - den største byttehandel af spioner siden den Kolde Krig.
USA medbragte 10 russiske agenter fra New York, som har erkendt sig skyldige i spionage ved et amerikansk retsmøde.
De fem mænd og fem kvinder, som blev anholdt af de amerikanske myndigheder for to uger siden, fortalte, at de havde levet et dobbeltliv som almindelige borgere, mens de spionerede for Rusland.
På det russiske fly fra Moskva sad fire anholdte amerikanske spioner, skriver BBC. Alle fire amerikanere har erkendt, at de har fungeret som tophemmelige agenter for USA.
Tv-billeder viser, hvordan de to fly parkerede side om side på landingsbanen, mens trapper blev bragt til begge fly.
Ifølge BBC var bytteseancen på landingsbanen helt bevidst, så ingen af landene på den måde officielt har befundet sig på østrigsk jord.
Det russiske udenrigsministerium har tidligere udtalt, at udvekslingen blev gennemført for at opretholde det gode forhold mellem Rusland og USA, oplyser tv-stationen ABC.
Begge fly lettede efter halvanden time på jorden.