Politiet kan takke et snarrådigt vidne for, at man tirsdag aften fik anholdt gerningsmanden til ikke bare et, men to røverier i Ejby på Fyn indenfor den sidste uge.
Kort før klokken 19.20 tirsdag aften kom en ung mand ind i Rema 1000 i Algade i Ejby, der ligger mellem Odense og Middelfart. Med en kniv truede han personalet til at udlevere kontanter og cigaretter.
Da han var på vej ud af forretningen, var en kvinde på vej ind.
- Hun fulgte efter røveren, mens hun ringede 112, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi Jesper Pedersen.
Kvinden blev stillet om til politiet, som hun talte med, mens hun stadig fulgte efter røveren.
- Hun fulgte efter ham til stationen, hvor hun kunne se, at han satte sig ind i den bageste vogn i toget, der holdt klar på stationen, siger vagtchefen.
Politiet nåede frem, inden toget kørte, og i den bageste vogn sad to drenge.
- Den ene på 14 år svarede til signalementet og i en pose fandt vi både en kniv og udbyttet fra røveriet, så vi tog både ham og hans 15-årige kammerat med på stationen, siger Jesper Pedersen.
Under den første afhøring hos politiet krøb den 14-årige til korset og erkendte røveriet.
- Og han fortalte også, at det var ham, der havde begået røveriet den 10. september mod samme supermarked på samme tidspunkt, fortæller vagtchefen.
Den 14-årige er for ung til at blive retsforfulgt, så hans sag vil blive overgivet til de sociale myndigheder.
Først onsdag vil det blive afgjort, om den 15-årige, der nægter at kende til røveriet, skal fremstilles i grundlovsforhør.
/ritzau/