Ikke mindre end 120.000 gummisko er gået op i flammer på et fjernvarmeanlæg i Århus.
Afbrændingen er sket, efter at Sø- og Handelsretten har afgjort, at skoene var krænkende efterligninger af de amerikanske Crocs-sko.
"Vi fik øje på skoene på det danske marked og kunne se, at de var tro kopier af vores træsko-lignende gummisko af mærket Crocs Cayman Shoe," fortæller PR Manager Liselore Stuut fra Crocs' europæiske afdeling i Holland ifølge jp.dk.
Herefter blev det ulovligt at sælge de falske gummisko, men alligevel forsøgte det århusianske firma, som handlede med kopiskoene, at importere 120.000 yderligere eksemplarer af efterligningerne.
Skoene blev dog fanget af SKAT, og kom aldrig på det danske marked. Derimod blev alle 120.000 sko destrueret. Nogle vil mene, at afbrændingen er spild, men at lade skoene blive på markedet er heller ikke problemfrit, forklarer Lars Kryger Nielsen fra SKATs særlige "Task Force Varemærkeforfalskning."
"Problemet er, at hvis varerne ikke bliver destrueret, får vi en masse kopivarer i omløb. Nogle folk siger, at man kunne sende varerne til u-lande i stedet, men så løber man også ind i etiske problemer. For kan man sende de varer, vi ikke selv ønsker at have, til andre," funderer han.
Skoene blev brændt af i perioden mellem 28. april og 6. maj.