Op mod 100 medarbejdere i Fødevareministeriet mister jobbet.
Det sker, fordi ministerierne er blevet pålagt at spare fem procent om året på løn og drift.
"Op imod 100 stillinger bliver samlet set nedlagt i ministeriet," siger Jette Petersen, administrationsafdelingschef i Fødevareministeriet, til Altinget.dk.
Det svarer til, at hver 13. stilling bliver skåret væk.
En del af stillingerne forsvinder i selve ministeriet, mens de resterende stillinger bliver skåret i en styrelse under ministeriet.
Det endelige antal afskedigelser bliver meldt ud torsdag den 19. januar. Indtil da forsøger ministeriet at løse problemerne med frivillige og naturlige fratrædelsesordninger.
Fagforeningen Djøf, der organiserer en stor del af de ansatte i ministeriet, frygter for arbejdsmiljøet efter fyringerne.
"Vi frygter, at medarbejderne kommer til at løbe langt hurtigere, end de gør i dag, og det vil medføre en masse risici. Både i forhold til medarbejdernes helbred, men også i forhold til kvaliteten af sagsbehandlingen," siger formanden for Djøfs overenskomstansatte medlemmer, Lars Qvistgaard, til Altinget.dk.
Den forhenværende VK-regering vedtog sidste år, at hele centraladministrationen skulle spare omkring 900 millioner om året.
Udover de kommende fyringer i Fødevareministeriet er der også varslet fyringer i blandt andet Socialministeriet, Finansministeriet og Udenrigsministeriet.
Kilde: Altinget.dk