På flere end tre forskellige steder på Vestkysten har folk fundet hård narkotika, som smuglere tilsyneladende har mistet.
Den samlede mængde kokain holder Syd- og Sønderjyllands Politi foreløbig for sig selv.
Indtil videre har jv.dk rapporteret om fund på Fanø, Mandø og på Skallingen, men det stopper ikke her.
- Der er flere steder, siger vicepolitiinspektør Hans Roost, der dog ikke ønsker at gå i detaljer med findestederne.
Det første fund blev gjort 31. januar. Siden da har betjentene været ude på strandene for at se, om bølgerne havde skyllet flere poser i land.
Hos politiet understreger man, at der ikke er gjort fund de seneste dage.
Torsdag gennemstrømmede en historie om kokain på Mandø flere medier, men der er ikke tale om et aktuelt fund, lyder det fra politiet.
Tavsheden begrunder Hans Roost sådan her:
- Det er af hensyn til den nationale og ikke mindst den internationale efterforskning, siger han.
Indtil videre er det tilsyneladende ikke opklaret, hvorfra kokainen stammer.
- Nordsøen er et stort hav. Det kan være kommet nede fra Den Engelske Kanal eller oppe fra havet ud for Norge, der er mange muligheder, siger Hans Roost.
Ifølge jv.dk er den samlede mængde hittenarko oppe på cirka 100 kilo, men det ønsker vicepolitiinspektøren ikke at kommentere.
/ritzau/