Caroline Wozniacki spillede sig onsdag videre fra anden runde ved WTA-turneringen på grus i Rom.
Den danske tennisspiller, der var oversidder i første runde, besejrede verdensranglistens nummer 49, Alison van Uytvanck, med cifrene 6-1, 6-4.
Kampen var tættere, end cifrene antyder. En del af partierne var ret lige, men danskeren var bedst på de afgørende bolde.
Det var den første kamp mellem de to spillere på WTA-touren.
Andenseedede Caroline Wozniacki skal i tredje runde møde letten Anastasija Sevastova.
Hun vandt 6-4, 6-4 over Aleksandra Krunic fra Serbien.
I første sæt af kampen mod Alison van Uytvanck stormede Wozniacki frem til en 4-0-føring.
Belgieren slog tilbage med et servegennembrud til 1-4, men hun blev igen brudt til stillingen 5-1 til Wozniacki.
Danskeren servede derefter sættet hjem.
I andet sæt brød danskeren til 1-0, men belgieren brød tilbage til 1-1.
Herefter holdt Alison van Uytvanck sin serv for første gang i kampen, da hun kom foran 2-1.
Det var dog en stakket frist, for tre partier senere førte Wozniacki 4-2, og danskeren sikrede senere sættet og sejren.
Caroline Wozniackis bedste resultat i Rom er en semifinale i 2011. Dengang tabte hun til russiske Maria Sharapova, der senere vandt finalen.
Onsdagens sejr var faktisk Wozniackis første i Rom i syv år.
Siden nederlaget til Sharapova har danskeren enten tabt sin første kamp eller er ikke stillet op ved den italienske grusturnering.
Grus er i det hele taget ikke Caroline Wozniackis favoritunderlag, og ikke siden 2011 har hun vundet en turnering på det underlag.
Caroline Wozniacki kan overtage førstepladsen på verdensranglisten fra Simona Halep, hvis danskeren gør det godt i Rom.
Den rumænske verdensetter, der også var oversidder i første runde, vandt tidligere onsdag sikkert med 6-1, 6-0 over japanske Naomi Osaka i anden runde.
/ritzau/