Det blev til en stensikker sejr over hollandske Kiki Bertens, men Caroline Wozniacki var flere gange i åbent skænderi med kampens dommer i fredagens kamp i tredje runde ved Australian Open.
- Jeg synes ikke, han gjorde det godt i dag. Jeg har også fået sms'er fra folk, der har kommenteret kampen. De siger også, at det var dårlig stil af ham, siger Caroline Wozniacki.
Det startede allerede tidligt i kampen, hvor den andenseedede dansker ville have tørret banen af for fugt.
- Når der er en våd bane, så er det farligt. Og jeg førte og ville gerne spille, men hvis det er glat og farligt at spille, så er det let lige at tørre banen. Det ville han ikke.
Caroline Wozniacki var flere gange åbenlyst utilfreds med dommeren. Og det resulterede i, at hun flere gange fik kritiske tilråb fra tilskuerpladserne.
Den 27-årige dansker føler ikke, at dommeren passede sit arbejde på Rod Laver Arena.
- Når man skal til at serve, er det fint, at folk er oppe at køre, men efter fem-seks sekunder skal han sige, at spillerne er klar, og det gjorde han ikke, siger Wozniacki.
Ved en af sine matchbolde følte det danske tennis-es sig bortdømt af en linjedommer, der undlod at dømme en lidt for dyb hollandsk returnering ude.
Det fik Wozniacki til at smide med ketsjeren i frustration over dommeren, som får hårde ord med på vejen.
- Man kan godt være kort og kontant. Men behøver ikke være arrogant, og det føler jeg, at han var i dag.
- Hvis han er decideret arrogant og siger, at det må du selv klare, så er der ingen grund til at have en dommer på banen, siger Wozniacki, der ikke afviser at indgive en formel klage over dommeren.
/ritzau/