Det var egentlig ventet, at Bradley Wiggins ville tage sejren på dagens 13,2 kilometer lange enkeltstart i cykelløbet Eneco Tour.
Men sidste års Tour de France-vinder kunne slet ikke leve op til favoritværdigheden.
Wiggins, der er regerende OL-guldvinder i enkeltstart, sluttede på femtepladsen og var ni sekunder efter dagens vinder, Sylvain Chavanel.
Briten har ellers sat sig for at vinde VM i enkeltstart om en måneds tid, men det kræver altså, at han leverer en bedre præstation end på rundstrækningen ved hollandske Sittard.
Chavanel har åbenbart stadig fart i benene efter strabadserne i Tour de France, men gik dog glip af førstepladsen i den samlede stilling med bare fire sekunder.
Den førende hollænder Lars Boom fik sig nemlig kæmpet ind i en tid, der godt nok kun var den 10. hurtigste på dagen, men som alligevel lod ham beholde førertrøjen.
Danske Saxo-Tinkoff havde på et tidligt tidspunkt i løbet to mand med helt fremme blandt de bedste, men hverken Manuele Boaro eller Daniele Bennati var at finde i top-10, da alle rytterne havde været ude på ruten.
Bennati blev nummer 13, mens Boaro sluttede på 16.-pladsen.
Løbet fortsætter lørdag med en etape, der går igennem Ardennerne og slutter på toppen af La Redoute, der er kendt fra klassikeren Liége-Bastogne-Liége.
/ritzau/