Wall-E er en opførsel i den slags kærlighed, som gør det absolut afgørende at redde jorden fra undergang i løbet filmens 97 minutter. Men dette er ikke en anmeldelse. Derfor kommer der heller ikke til at stå noget sted, at Wall-E måske er en af de mest poetiske og viljestærke film i nyere tid.
Så er det slået fast.
Året er 2700
Filmen åbner med en udsigt over jorden i år 2700. Wall-E er det eneste væsen, som er blevet tilbage sammen med sin kakerlak. Skraldet hober sig op til skyskraberne. Himlen er brun. Menneskene er evakueret for længst.
Den lille robot går hver morgen på arbejde i skraldet, hvor den maser dåser og andre efterladte sager sammen til kvadratiske skrot-terninger. En gang imellem finder han en skat i skraldet. Om aftenen ser han gamle musicals på en videomaskine.
En dag lander et rumskib og forlader jorden igen lige så pludseligt og skræmmende. Men den har efterladt noget. En lille hvid sonde med hang til heftige håndvåben. Den hedder Eve, og den skyder først og stiller ikke nogen spørgsmål bagefter.
Ensom og nysgerrig følger Wall-E efter den mystiske tingest, som lader til at være på jagt efter et eller andet. Med fare for sit eget ikke-liv følger han efter den hvide flyvende robot, som får el-pærer til at lyse op og Wall-Es systemer til at kokse. Lige indtil den hvide robot Eve finder det, hun ledte efter. Derefter giver hun Wall-E den kolde skulder.
Anmelderne jubler
Filmanmeldere har udråbt Wall-E til en øjeblikkelig klassiker, som enten overgår eller overhaler Pixars egne Find Nemo og De Utrolige og andre science fiction-klassikere som E.T.
Den lille Wall-E kan kun sige få ord, blandt andet sit eget og Eve’s navn, men alligevel indeholder den en meget stor fortælling om frihed og kærlighed.
Mens Wall-E pligtopfyldende fortsætter med at rydde op på jorden, svæver den evakuerede menneskehed nemlig i et rumskib ude i rummet. Rumskibet drives af det eneste firma, der er tilbage i år 2700, BuyN’Large. Hjælpeløse indtager overvægtige mænd og kvinder føde igennem et sugerør, i enten røde eller blå dragter, mens de hverken kigger på hinanden eller frem eller op men blot derhen, hvor reklameskærmen giver besked på. Her er der automatisk strand på soldækket, fællesordrer over højtaleranlægget og små robotter, der skubber de fede mennesker tilbage i deres liggestole, hvis de falder ud.
Men Wall-E vækker noget inden i de fede mennesker, som er godt og rigtigt og oprindeligt. Filmen advarer imod en økologisk katastrofe, der har lagt jorden øde, men også imod en menneskehed, som tager imod ordrer og har glemt at elske og leve.
Det er den kerne, der vokser igennem filmen og får anmelderne til at kalde Wall-E for en ambitiøs fornyelse i sin egen genre, og udenfor.
Filmen indeholder desuden en kærlighedsscene, svævende i det ydre rum. Wall-E elsker, som om han har glemt, at han mangler et hjerte i sin jagt på at få Eve tilbage.
Med Wall-E lader animationsfabrikken Pixar til ikke kun at have overgået sig selv, men også mange andre.
Det skrev de:
New York Times:
»De første 40 minutter af Wall-E - hvor næsten ikke et ord bliver sagt, og næsten ingen menneskelige skikkelser optræder - er et digt af sådan humor og skønhed, at det kan tage et stykke tid, før den mørkere mening går op for en.«
Rolling Stone Magazine:
»Man forlader Wall-E med en sjælden følelse: At man lige har haft nærkontakt med en klassiker.«
CNN.com:
»Wall-E er snildt årets foreløbigt bedste film.«
The New Republic:
»Det er en historie om kærlighed og ensomhed, udholdenhed og triumf, eksistensens muligheder og faldgruber. At historien fortælles igennem en lille, ansigtsløs robot, gør den kun mere ekstraordinær.«