Wada suspenderer fransk antidoping-laboratorium

En testrobot har forurenet dopingprøver på laboratoriet i Paris. Nu skal alle dopingprøver sendes udenlands.

Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) har midlertidigt stoppet alle dopingtest udført på laboratoriet i Paris, som er Frankrigs eneste.

Det oplyser Wada på sin hjemmeside.

Laboratoriet udførte sidste år 13.500 dopingtest, og den foreløbige lukning betyder, at Frankrigs Antidoping Agentur (AFLD) i den kommende tid skal sende alle blod- og urinprøver til udenlandske laboratorier.

Generalsekretær i AFLD, Mathieu Teoran, oplyser til AFP, at årsagen til lukningen er en prøveudtagningsrobot, der viste sig at kontaminere prøverne.

Herefter viste prøveresultater fra bodybuildere testosteronværdier op til 200 gange over normalen.

- Der blev straks taget de nødvendige, korrigerende tiltag, og alle potentielt berørte prøver blev genanalyseret, hvilket ikke afslørede yderligere uregelmæssigheder, siger Mathieu Teoran.

Der er uvist, hvornår det franske laboratorie igen får tilladelse til at udføre antidopingarbejde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.