Bandet med det mest irriterende efterskole-prætentiøse navn nogensinde indleder ligeså prætentiøst første skæring med 40 sekunders stilhed.

’Apathobvious’ (der har vi den igen) er meget tydeligt et tilstræbt værk, hvilket også afspejles i de 10-12 minutter lange numre størstedelen af tiden uden vokal – hvilket i sig selv er meget modigt.

Som en ­storfilm sat på noder danner klassisk cello og klaver sammen med rocket guitar, bas og trommer et melankolsk tæppe spun-det af episk dramatik og længsel. Lis Er Stille har med deres andet album endnu ikke skabt værkét, men især et nummer som ’Lys over tid’ viser, at de har potentialet.