De danske vognmænd plages langt mindre af tyverier end i de foregående år.
Tilsyneladende virker en forbedret indsats fra politiet ret afskrækkende over for tyvene, som tidligere i stor stil har kørt det store og værdifulde udbytte til Polen og andre lande.
I år har der indtil nu kun været tre efterlyste køretøjer, fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.
Ved den dansk-tyske landegrænse er en særlig politiafdeling - UKA, Udlændinge Kontrolafdelingen - blevet langt bedre til at gribe ind over for fænomenet.
Og den i en grad, så nogle tyve forsøger at slippe væk med lastvognene ved at køre den lange vej over Sjælland til Sverige, oplyser Forsikring og Pension ifølge politiet.
I 2010 blev der efterlyst 175 lastvogne på landsplan, og i 2011 blev 151 lastbiler og trailere stjålet.
Men sidste år dykkede tallet til 39, og samtidig er politiet blevet meget dygtigere til at finde de stjålne køretøjer.
Succes'en tilskriver politiet et udvalg, som politiet og transportbranchen nedsatte i 2012.
For eksempel har politiet oprettet en hotline. Og man har også fået bugt med noget af det interne og forsinkende bureaukrati, fremgår det af pressemeddelelsen.
Da udvalget blev nedsat, var der også andre idéer om at forebygge tyverierne. For eksempel skulle der installeres lys og overvågning på flere rastepladser, lød et af forslagene.
/ritzau/