Det gik ikke bare som håbet for roeren Henrik Stephansen i VM-finalen fredag formiddag i Korea, det gik også akkurat, som danskeren havde forventet.
Konkurrenterne lagde hårdt fra land, men Stephansen indhentede dem midtvejs og endte for tredje gang i træk med VM-guld om halsen i letvægtssinglesculleren.
- Løbet udviklede sig, som jeg havde forventet, og jeg havde heldigvis is nok i maven til at køre mit eget løb og ikke lade mig stresse de første 700 meter, fordi jeg ikke var kommet foran endnu, siger den nykårede danske verdensmester i en pressemeddelelse.
Især franskmanden Jeremie Azou lagde hårdt pres på danskeren i begyndelsen, men det var helt, som danskeren havde forventet.
- Det var et rigtig hårdt løb, men også et godt og fedt løb at være en del af. Det kørte efter planen, og det var okay, at de andre var en smule foran efter 500 meter, for så kunne jeg hente på dem hen over midterstykket, og det lykkedes fint.
- Så var det bare at holde den hjem, selvom jeg ved, at Azou gerne vil ud at spurte om det. Han havde også kørt rigtig hårdt på ned over banen, så jeg vidste, at jeg kunne holde mit tempo, og at han ikke ville kunne nå mig.
- Og hvis han fyrede en spurt af, var jeg sikker på, at jeg godt kunne fyre en tilsvarende spurt af, så vi sluttede med samme afstand i mål, siger Stephansen.
Det kom på ingen måde som en overraskelse for danskeren, at det var franskmanden, der var hans farligste konkurrent. Jeremie Azou besejrede tidligere ved VM Henrik Stephansen i semifinalen.
- Jeg havde mest fokus på Azou og vidste, at han var den største modstander.
Henrik Stephansen vandt med næsten to sekunder ned til Azou, mens ungarske Peter Galambos vandt bronze.
/ritzau/