Danmark er bedst tjent med at holde sig uden for den skat på finansielle transaktioner, som en række EU-lande arbejder på.
Sådan lyder det fra de økonomiske vismænd som indspark i debatten om den kontroversielle skat (FTT), som også har skabt røre i det danske politiske landskab.
- Det er yderst vanskeligt at anslå de samlede konsekvenser for Danmark, særligt fordi vigtige detaljer i FTT-forslaget er uafklarede, men det er sandsynligt, at ulemperne vil overstige gevinsterne.
- På det nuværende grundlag kan det derfor ikke anbefales, at Danmark går med i det forstærkede samarbejde, advarer vismændene.
FTT-forslaget i EU går ud på, at handel med aktier og obligationer beskattes med 0,1 procent af deres værdi, mens derivater beskattes med 0,01 procent. Både køber og sælger skal betale skatten.
Vismændene advarer blandt andet om, at regningen i sidste ende reelt skal betales af virksomheder og husholdninger via højere finansieringsomkostninger. Det vil hæmme væksten.
- Den medfølgende, negative effekt på opsparing, investeringer og BNP vil formentlig være høj set i forhold til det opkrævede skatteprovenu, lyder det fra vismændene.
Regeringen og især De Radikale er officiel modstander af en finansiel skat i EU, og regeringens officielle holdning er, at den vil arbejde for en global finansskat og afvente erfaringerne fra de EU-lande, som vil gå solo og indføre skatten.
Men både i SF og Socialdemokraternes bagland er der fortalere for dansk deltagelse i en europæisk skat på finansielle transaktioner.
Diskussionen om beskatningen af finansielle handler udspringer af finanssektorens rolle i den økonomiske krise.
/ritzau/