Med diplomatiets rolige stemme lader Kofi Annan et par af de visdomsord, som 3.200 mennesker har betalt for at høre, flyde fra talerstolen i NRGi Arena.

»Da jeg var dreng i Ghana, kom en af vores skole- lærere ind i klassen og hængte et stort, hvidt stykke papir med en lille sort prik op på tavlen. Hvad ser I? , spurgte han. En sort prik sagde alle vi 40 elever. Hvorfor ser ingen af jer alt det hvide? Gå ikke gennem livet ved kun at fokusere på det negative. Husk at se alt det lyse i tilværelsen . Den time i skolen glemmer jeg aldrig,« fortæller Kofi Annan.

Dermed er scenen sat for en aften, der meget vel har været lige så uforglemmelig for de mennesker, der har betalt for et par timer i audiens hos to af de mest markante figurer på den politiske verdensscene de seneste to årtier, Kofi Annan og Bill Clinton.

Begge tidligere henholdsvis generalsekretær for FN og amerikansk præsident, men stadig med en usædvanlig evne til at tryllebinde deres tilhørere.

Jakkesæt og bare fødder

Halvanden time før Kofi Annan åbner munden på scenen, slanger en 200 meter velklædt kø af forventningsfulde mennesker sig allerede langt ind i skoven omkring Arenaen.

Køen er broget og spænder lige fra forretningsfolk i nystrøgne jakkesæt til studerende, som har ofret en tredjedel af månedens rådighedsbeløb på at høre deres idoler.

Tv-kokken Henrik Boserup ankommer i habit og bare fødder i de matchende sandaler, og udviklingsminister Ulla Tørnæs og Århus V-rapperen L.O.C. bidrager til at gøre persongalleriet komplet.

Clinton har karisma

Selvom publikum på forhånd ikke ved meget om, hvad de to berømtheder egentlig vil tale om, er forventningerne i top blandt de ventende.

»Det er jo en once in a lifetime -mulighed at høre de to tale,« siger Lise-Lotte Balle og Niels Christensen fra Hammel, som gerne erkender, at Clinton trækker mest: »Det er den karisma, han har. Han virker meget nærværende, og vi har jo ofte hørt, hvordan han er i stand til at fange en forsamling, når han taler.«

Tungsind

I NRGi Arena taler Kofi Annan sig med beskedne armbevægelser gennem sin ekstraordinære karriere. Højdepunkter som anerkendelsen med Nobels Fredspris i 2001 berøres kun flygtigt, mens han dvæler længere ved de ting, der gik galt. Folkemordet i Rwanda og massakren i Srebrenica har sat dybe spor hos Kofi Annan, der også kalder Irak-krigen for smertefuld.

»Jeg sendte nogle af mine gode venner, fantastiske mennesker, ind i Irak for at hjælpe, men de blev dræbt. Dræbt for en krig, jeg ikke troede på. Det tog mig lang tid at ryste mit tungsind af mig,« fortæller han.