Med den helt rette talkombination kan denne tirsdag blive den vildeste af alle tirsdage for en heldig vinder.
For første gang i det nye, større Eurojackpot med to ugentlige trækninger trækkes der en tirsdag. Og der er astronomiske 101 millioner kroner på højkant.
En opgørelse fra Danske Spil viser, at 173 danskere gennem de seneste ti år med Eurojackpot har vundet over en million kroner.
Første trækning i Eurojackpot var i marts 2012, og den største danske gevinst nogensinde i Eurojackpot blev udløst i 2015, hvor en heldig dansker vandt svimlende 315 millioner kroner.
To gange har en dansker vundet mere end 300 millioner kroner i Eurojackpot – senest i 2021, mens det seks gange er sket at en dansker har vundet mere end 100 millioner kroner.