Viborg stopper Vejles ubesejrede tophold med supermål

Med to flotte mål i anden halvleg sørgede Viborg for sæsonens første nederlag til Vejle i 1. division.
Ovenpå en fornem sæsonstart kom  Vejle ned på jorden med nederlaget i Viborg.
Ovenpå en fornem sæsonstart kom Vejle ned på jorden med nederlaget i Viborg. Foto: Claus Fisker/arkivfoto./Scanpix

Efter en svag sæsonstart, der omfattede nederlag i de tre første kampe, er superliganedrykkeren Viborg ved at finde melodien i fodboldens 1. division.

Onsdag aften blev det til den tredje sejr på stribe, og den kom endda i hus mod rækkens hidtil ubesejrede tophold, Vejle, der hjemme i Viborg blev slået med 2-0.

To flotte scoringer efter pausen banede vejen for Viborgs sejr. Den bragte Viborg op på 12 point for otte kampe, hvilket rækker til femtepladsen.

Vejle bliver på 17 point, og det er nok til at fastholde førstepladsen, efter alle hold har spillet otte gange. Thisted er nærmest med 16 point på andenpladsen.

I den silende regn forsøgte begge hold at komme til fadet i første halvleg, men uden den helt store succes.

Således udeblev både mål og de helt oplagte muligheder i begge ender.

Der skulle noget ekstraordinært til at åbne scoringen for Viborg kort efter pausen.

Den tidligere Vejle-spiller Christian Sivebæk førte bolden frem i højre side, hvorfra han med en fornem aflevering fandt George Fochive.

Amerikaneren tæmmede bolden på flot teknisk vis, inden han halvflugtede bolden i mål via undersiden af overliggeren.

Vejle forsøgte at lægge pres på hjemmeholdet i jagten på udligningen, men i stedet blev føringen fordoblet godt midtvejs i halvlegen.

Efter et insisterende angreb havnede bolden ved den bageste stolpe hos Pierre Larsen, der helflugtede bolden ind modsat i målet til 2-0.

I slutfasen havde Vejle flere store chancer, men det lykkedes ikke at score for topholdet.

I onsdagens anden kamp spillede Skive på hjemmebane 2-2 mod Fredericia, der førte både 1-0 og 2-1.

Mikkel Knudsen bragte udeholdet foran efter 14 minutter, men Martin Thomsen udlignede syv minutter efter pausen.

Ti minutter senere bragte Christian Sørensen atter Fredericia foran, men et selvmål af Mads Eriksen hjalp tre minutter senere Skive på 2-2.

Skive har tre point på sidstepladsen, mens Fredericia har 11 point på syvendepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.