Danskerne har aldrig tidligere haft så mange penge stående på bankkontoen som nu. I alt har vi 819 milliarder stående i banken - det svarer i gennemsnit til, at hver eneste dansker fra spæd til olding har 147.000 kroner stående i banken.
Det siger forbrugerøkonom i Nykredit Johan-Juul-Jensen om de nye tal, som Danmarks Statistik har offentliggjort.
- Det er en rekordstor opsparing. Vi har aldrig tidligere haft så mange penge stående i banken. Det er krisen, der gør, at danskerne sikrer sig og er mere forsigtige, men der er stor spredning. Nogle har mange penge stående - andre få, siger Johan Juul-Jensen.
Opsparingen svarer til halvdelen af danskernes samlede produktion målt i bruttonationalproduktet, BNP.
Samtidig med at danskerne sætter ny rekord i opsparing, sætter renterne rekord - de har aldrig været lavere. Faktisk er der grundlag for, at danskerne bruger flere penge og sætter en forbrugsvækst i gang til gavn for den danske økonomiske vækst.
- Det sker tilsyneladende ikke, men der er ingen tvivl om, at især detailhandlen gerne så, at danskerne ikke var så forsigtige og ville bruge flere penge, siger Johan Juul-Jensen.
Han ser dog den massive opsparing som en reaktion på tidligere tiders forbrugsfest. Ikke engang de mange udbetalte milliarder i efterlønspenge har fundet vej til detailhandlens kasseapparater.
- Efterlønspengene har tilsyneladende heller ikke haft den håbede effekt. Det er derfor næppe fra denne side, at den økonomiske vækst vil blive skudt i gang, siger Johan Juul-Jensen.
En stor del af den samlede opsparing er placeret på lavtforrentede anfordringskonti.
- Dagens tal viser dog, at indskud på højrentekonti stiger, men der er stadig mange gratis rentekroner at hente blot ved at flytte en del af opsparingen fra lavrente- til højrentekonto, siger Johan Juul-Jensen.
/ritzau/