Først skinner solen fra en skyfri himmel. Så tordner det, og regnen står ned i stænger. Sommervejret har vist sig fra sin lumske side i år.
Men ud over at ødelægge vores feriehumør, kan vejr-omslag og lavtryk også give en kraftig hovedpine. Det skriver Søndagsavisen.
En undersøgelse, der for nyligt blev præsenteret af American Headache Society, viser, at skift i temperaturen er forbundet med 21 procent af tilfældene af mild hovedpine og otte procent af de kraftige tilfælde såsom migræne. Det omskiftelige, danske sommervejr er da også blevet bemærket i Migræne- og Hovedpineforeningen.
- Der er mange, der har haft det rigtig, rigtig dårligt denne sommer. Vi modtager flere henvendelser, hvor medlemmerne undrer sig over, at de har haft flere anfald i år, end de plejer, siger foreningens formand Hanne Johannsen til Søndagsavisen.
Flere tidligere studier har peget på, at omskifteligt vejr kan udløse hovedpine, og på Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital kender man udmærket til fænomenet.
- Vores kliniske erfaringer er, at mange migræne- og hovedpinepatienter oplever, at vejrskift har en betydning, siger migræneforsker Messoud Ashina til avisen.
Men hvilken type vejr og årstid, der er hårdest ved hovedpine- og migrænepatienterne, kan man ikke sige noget entydigt om, forklarer forskeren.
- Nogle får det bedre om sommeren, mens andre får det bedre om vinteren. Det er altså meget individuelt for patienterne, siger han.
Tilhører man de omkring 15 procent af befolkningen, der lider af migræne, er der desværre heller ikke noget at stille op over for det omskiftelige, danske sommervejr.
- Det er kun migrænemedicin, der hjælper på migrænepatienterne. Ellers skal man emigrere til et land, hvor vejret ikke skifter så meget, siger Hanne Johannsen fra Migræne- og Hovedpineforeningen.¨