Vi vælger frikadellerne fra, når aftensmaden skal på bordet. Faktisk er der på tre år blevet 20 procent færre, der serverer de lune deller til middag, viser tal fra FDB Analyse.
På en vilkårlig dag i januar i 2009 spiste en ud af 22 frikadeller til aftensmad - i år var tallet af frikadellespisere faldet til en ud af 28.
Det er især unge kvinder, der har sat frikadellen stolen for døren. To ud af fem kvinder under 28 år spiser frikadeller sjældnere nu end for to år siden.
Og folk i byerne har vendt frikadellen ryggen. De synes, at det er besværligt at lave frikadeller - mens folk på landet har en tendens til at være helt uenige i den påstand.
Også folk over 54 år har en tendens til at være uenige i, at frikadeller skulle være besværlige, modsat de unge under 35, der i højere grad mener, at frikadeller er besværlige.
FDB's specialkonsulent i ernæring og sundhed, Joan Preisler, mener, at det er trist, hvis frikadellerne taber, fordi folk tror, de er usunde:
- Hvis man laver frikadellerne af magert hakket kød og sørger for, at fordelingen af kød og grønt på tallerkenen svarer til madpyramiden, så er frikadellen en brik, der passer fint ind i sammensætningen af en sund kost, siger hun.
Og at det er de unge, der især vælger dellen fra, kan også være et problem:
- Hvis nogle af de unge spiser færre frikadeller, fordi de simpelthen ikke lærer at lave mad fra bunden - hverken derhjemme eller i skolen - er det trist, siger Joan Preisler og fortsætter:
- Og det er et endnu større problem i de tilfælde, hvor frikadellerne er på vej ud til fordel for for eksempel en frossen lasagne eller anden junkfood med et højt indhold fedt. Så må man sige, at vi er i gang med et madkulturelt tilbageskridt, siger hun.
Der er stor sammenhæng mellem appetitten på frikadeller og folks alder. Hvor en ud af 20 i gruppen af i alderen 55-74 år spiser frikadeller på en vilkårlig aften, er det i gruppen af unge mellem 15-34 år blot en ud af 34.
/ritzau/