Ritt Bjerregaard sagde engang om skolepolitikken, at »det som ikke alle kan lære, det skal ingen lære.«

Det har således altid været god socialdemokratisk latin, at når vi ikke kan være lige kloge, skal vi være lige dumme, når vi ikke kan være lige rige, skal vi være lige fattige, og når vi ikke kan være lige raske – ja så skal vi være lige syge.

Det er da også præcis i den ånd, at socialdemokratiets leder, Helle Thorning-Schmidt, i mandags redigerede Nyhedsavisen. Hun havde prioriteret, at dagens vigtigste historie skulle være Lavtlønnede betaler riges tur på privathospital , og artiklens pointe var, at arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer i stigende grad vinder frem blandt de velstillede, hvormed de lavtlønnede bliver taberne, der betaler gildet. Jeg er uenig i både Helle Thorning-Schmidts og Ritt Bjerregaards misundelsesfilosofi.

Har man en privat sundhedsforsikring, får man hurtig adgang til et privathospital, men det må nødvendigvis give mere plads på offentlige hospitaler og gøre ventelisterne kortere.

Regeringen har også indført ventetidsgarantier, så alle har ret til behandling i udlandet eller på privathospital. Desuden skal privathospitaler betale skat, som bruges til at gøre de offentlige sygehuse bedre.

Private sundhedsforsikringer giver derfor en win-win situation. Alle får hurtigere og bedre behandling – uanset størrelsen på deres løncheck.