Hanne: Jeg synes, det er egoistisk. Hende her kunne jo lige så godt have adopteret 20 eller 30 år før.

Kirsten: Jeg synes også, det er enormt egoistisk.

Inge Lise: Jeg kan bare et eller andet sted godt forstå hendes behov, og det er vel altid en egoistisk beslutning at vælge at få et barn.

Det var jo bare et spørgsmål om tid, før kvinder over den fødedygtige alder begyndte at føde børn. Vi har jo længe skåret rynker væk, fået nye bryster og ordnet det hele, og nu kan vi så også få børn, selvom vi egentlig ikke kan.

Hanne: Der er en tendens til, at alle vil have det hele, og det at få et barn opfattes af mange som en rettighed, men hvor er barnets rettigheder? Det barn får jo nogle gamle forældre, der ikke kan tage med på telttur, kanotur eller alle de andre ting, som børn synes er sjovt.

Inge Lise: Der er da også mange, der har unge forældre, som ikke har overskud til de ting. Jeg tænker mere på, at hvis man er 61 år, når man får barn, er man 75 år, når barnet skal konfirmeres, og over 80 år, når barnet fylder 20 år. Det er da uhyggeligt at tænke på.

Kirsten: Alting har sin tid. Sådan er det med uddannelser, job og også det at få børn. Sådan er livet. Når man rammer overgangsalderen, er det slut med børn. Intet varer evigt.

Et dårligt udgangspunkt

Kirsten: Nu er der jo ingen garantier for noget som helst, og alle kan jo dø pludseligt, men når man bliver forælder i den alder, er udgangspunktet temmelig dårligt.

Inge Lise: Ja, der er jo ingen grund til at fremprovokere en situation, hvor børnene mister deres forældre hurtigt.

Hanne: Et andet problem er, at barnet nok ikke får søskende. Jeg adopterede som 40-årig, og da var det meget vigtigt for mig, at jeg fik to, inden jeg nåede den aldersgrænse, hvor man ikke længere må adoptere. Jeg ville ikke risikerede, at jeg fik et enebarn.

Inge Lise: Der vil nok være mange ting, der vil være nemmere, hvis man er to. Eksempelvis hvis forældrene dør, mens man ikke er så gammel. Og det må man nok regne med, at de gør.

Ung partner er o.k.

Hanne: Men hvis man forestillede sig, at hendes partner var fx 37 år, synes jeg ikke, det ville være så stort et problem. Så ville der være en person til at tage konsekvensen af, at hun er så gammel, og min forargelse ville være mindre.

Inge Lise: Jeg synes, det er noget rod, og det er ganske upraktisk, og jeg er ikke sikker på, at konen er klar over, hvad hun går ind i, men i bund og grund er jeg ikke sådan rigtig forarget.

Kirsten: I mine øjne handler det om at erkende, at man må springe på toget i tide. Der er nogle faser i livet, og det synes jeg, man bør leve med. Vi bør følge naturens grænser. JEKR