Med syv point i seks kampe har oprykkerne fra FC Vestsjælland høstet flere point end storklubber som FC København, Brøndby og FC Nordsjælland, som alle har skuffet fælt indtil videre i denne superligasæson.
Præstationerne på banen taler ifølge vestsjællændernes cheftræner, Ove Pedersen, for sig selv.
- Selvfølgelig bliver vi bedømt på point, men det, jeg er mest positiv over, er ikke de syv point, det er mere indholdet i de kampe, vi har spillet. Vi har budt folk op til dans i alle kampe, siger han.
Sæsonens første seks kampe har budt på fire uafgjorte resultater, en sejr og et nederlag. En flot start som følge af hårdt arbejde, mener træneren.
- Selvfølgelig er det pointene, der er allervigtigst, men når man så har pointene, er det, jeg er allermest stolt af, indholdet og vores præstationer.
- Du kunne godt have stået med syv heldige point, men her kombinerer jeg det og siger, at jeg er rigtig stolt af præstationen, og af at vi har hentet syv point, siger cheftræneren.
Søndag tørnede oprykkerholdet ud mod sidste sæsons mester, FC København, i Parken.
Her sikrede Rasmus Festersen det fjerde uafgjorte resultat og ligaens ottendeplads, da hans skud på mål blev fumlet ind over stregen af københavnernes målmand, Johan Wiland.
Målscoreren selv deler cheftrænerens begejstring over de seneste runders pointhøst.
- Vi er oprykkere, og det er ikke nemt at være det, så vi skal være glade for de point, vi får, siger han.
Efter Superligaens første seks runder kan FC Vestsjælland overraskende bryste sig med at have flere point end FC København og Brøndby tilsammen.
/ritzau/