Det er ikke lykkedes økonomiminister Margrethe Vestager (R) og hendes 27 EU-kolleger at nå til enighed om et nyt fælleseuropæisk banktilsyn på deres møde mandag i Bruxelles.
I stedet skal de 27 ministre mødes igen 12. december til et ekstraordinært møde for at forsøge at blive enige om en aftale, oplyser en kilde tæt på forhandlingerne.
På vej ind til mødet mandag morgen havde Margrethe Vestager da heller ikke helt stor tiltro til, at mandagen ville ende i en aftale.
- Jeg tror, at det kan lade sig gøre, men det er ikke en given ting, at vi når hjem med det, lød det fra Vestager.
Den svenske finansminister, Anders Borg, var endnu mere klar i spyttet. Han mindede om, at "der er langt til jul" og meldte sig klar til flere møder.
Danmark og Sverige står begge uden for euroen og kræver derfor, at ikke-eurolande får større indflydelse i tilsynet, end der har været lagt op til.
Tilsynet skal være en del af Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor kun eurolandene er med. Frygten er, at det vil komme til at betyde, at eurolandene får større indflydelse end ikke-eurolande.
For at undgå det, har Danmark spillet ind med et kompromisforslag, der i praksis sikrer, at ECB's øverste ledelse ikke vil overtrumfe tilsynets beslutninger.
Den idé har svenske Anders Borg afvist. Han mener, at der formentlig skal en traktatændring til for at sikre ikke-eurolandene.
- Sverige har en meget tydelig position. Vi vil ikke acceptere en løsning, som indebærer at vi får andenklasses medlemmer i tilsynsmyndigheden - alle skal behandles lige, og det krav er meget stærkt fra vores side, fastslog Borg forleden.
Banktilsynet er i første omgang tiltænkt de 17 eurolande, men alle 27 skal sige god for det.
Indtil videre har Storbritannien meldt klart fra, men briterne vil dog ikke forhindre de resterende 26 i at lave et fælles tilsyn. De sidste ni medlemslande har hverken sagt ja eller nej.
/ritzau/