Venstre er parat til at skærpe straffen for at chikanere landets politifolk.
Det siger partiets retsordfører, Karsten Lorentzen efter endnu et tilfælde af politi-chikane, hvor en kvindelig betjent sent lørdag eftermiddag - i sin fritid - blev udsat for grov chikane af to mænd i Aarhus.
- Vi bliver nødt til at se på strafskærpelser i forhold til vold og trusler mod politifolk, siger han.
- Den betydelige stigning, vi har set i den her slags sager er fuldstændig uacceptabelt. Betjente må ikke blive bragt i en situation, hvor de skal frygte for at håndhæve loven af hensyn til dem selv og deres familie, siger han.
- Et udgangspunkt om ubetinget fængselsstraf i stedet for bøder synes jeg, vil være fornuftigt. Det vil vi gerne være med til at se på i Venstre, siger Karsten Lauritzen.
Dansk Folkeparti har foreslået en minimumsstraf på tre måneders ubetinget fængsel for chikane af politifolk i civil, men det forslag bakkes ikke op af Venstre.
- Jeg er bange for, at det vil virke mod hensigten. Man risikerer, at mange sager ikke vil blive rejst, fordi der ikke er proportionalitet i forhold til den chikane, der er lavet. Så minimumsstraf generelt og på det her område er en dårlig idé, siger han.
Ifølge Politiforbundet føler et stigende antal politibetjente sig chikaneret i deres fritid, men hjælpen til den kvindelige betjent - og andre betjente, der bliver udsat for chikane - kan være langt væk.
For som lovgivningen er skruet sammen i dag, er politibetjente kun beskyttet mod chikane som hån eller skældsord, når de er på arbejde.
/ritzau/