Venstre giver ikke meget for de to politiske udspil, som Liberal Alliance kom med fredag i forbindelse med partiet sommergruppemøde.
Selv om Venstre finder "mange aspekter interessante hos Liberal Alliance", så er det overskyggende svar fra Venstre, at finansieringen ikke er god nok.
Det siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen.
- Vi er enige i, at skatten på arbejde skal ned, og at det vil styrke vores konkurrenceevne at sænke beskatningen. Men vi er ikke enig i den plan, de har fremlagt, fordi vi ikke mener, at deres finansiering er solid nok, siger Kristian Jensen til Ritzau.
Konkret peger gruppeformanden på, at Liberal Alliance blandt andet har bygget noget af sin politik på Produktivitetskommissionens rapporter.
Men rapporterne er ifølge kommissionen selv behæftet med usikkerhed, da de er baseret på ukomplette datagrundlag.
- Jeg synes, at det er utroværdigt at bygge sin rapport på noget, der er mangelfuldt. Og derfor synes jeg, at man skal sørge for et bedre grundlag, inden man laver sin politik, siger Kristian Jensen.
Ved fredagens sommergruppemøde var der to overordnede udspil: at give skattelettelser til lønmodtagerne og fjerne afgiftsbyrder fra familier.
Ser man på skattepakken vil partiet blandt andet fordoble bundfradraget til 84.000 kroner, og dermed bliver de første 7000 kroner om måneden skattefri.
Partiet håber dermed at kunne øge incitamentet til at få et job.
Familiepakken indeholder blandt andet en fastfrysning af grundskylden på 2013-niveau, afskaffelse af særskatten på familieboliger og afskaffelse af boafgiften.
Så selv om Liberal Alliance fremlagde politiske standpunkter, der spænder bredt, vil Kristian Jensen ikke pege på hvilke delelementer, som Venstre potentielt kan støtte op om.
- Jeg synes ikke, man kan tage delelementer ud. Sagen er, at hvis man skal gennemføre skattelettelser, så skal man først finde finansieringen. Og den mener vi altså ikke er solid nok, slår Kristian Jensen fast.
/ritzau/