I december sidste år var vejr-værtinden og Vild med dans-deltageren Eva Nabe Poulsen en del af Oliver Bjerrehuus' liv. De to indledte et forhold, men nu er det for længst overstået og Oliver Bjerrehuus er tilbage sammen med ekskæresten, der netop har født deres andet barn.
Onsdag aften kan tv-seere for første gang få et indblik i, hvad der egentlig skete mellem den blonde tv-vært og drengerøven.
Men Eva Nabe Poulsen fortæller, at hun ikke selv ved, hvad der bliver vist i programmet.
- Jeg deltager ikke direkte i programmet, men fordi jeg var i Olivers liv på det tidspunkt, så omhandler det jo så også det, siger hun.
- Jeg har det sådan, at det er et afsluttet kapitel, og det er selvfølgelig spøjst lige pludselig at skulle se det blive genfortalt. Jeg er ret privat, modsat hvad Oliver er, men når man er i hans liv, så er det jo sådan, siger hun.
- Jeg har ikke set det, så det er svært for mig at vide, hvordan det bliver fortalt, fortæller hun.
Det er ikke med hendes gode vilje, at der igen bliver rippet op i fortiden.
- Hvis jeg fik valget i dag, så ville jeg ikke synes, at det var sjovt, at det skulle på tv.
Alligevel har hun tænkt sig at se med, når programmet bliver vist på Kanal 4.
- Jeg tror gerne, jeg vil vide, hvad der bliver sagt. Jeg har ikke taget stilling til, om jeg skal se det alene eller sammen med nogen, siger hun.
Newspaq