Der er brug for en tredje uddannelsesvej, som kan tiltrække de teknisk begavede unge, der om 10-20 år skal tjene penge hjem til Danmark på bl.a. Grundfos og Danfoss.
Sådan lyder det fra formand for Danmarks Vejlederforening Helene Valgreen, der repræsenterer folkeskolens erhvervsvejledere.
Udmeldingen kommer efter, at professor Niels Egelund fra Aarhus Universitet i en ny undersøgelse slår fast, at erhvervsskolerne har udviklet sig til en skraldespand for den dårligste femtedel af en ungdomsårgang.
Helene Valgreen er enig med Niels Egelund i, at erhvervsskolernes image er katastrofalt dårligt.
- Desværre kan jeg genkende billedet. Erhvervsskolernes image er så dårligt blandt de unge, at erhvervsskolerne bliver det, man fravælger. Derfor bliver man nødt til at tænke nyt, siger hun til Newspaq.
Ifølge folkeskolens erhvervsvejledere er løsningen på erhvervsskolernes krise hverken at indføre adgangsbegrænsninger eller inkludere flere svage unge. Der er brug for en tredje vej.
- Vi mangler en helt ny uddannelse, der kombinerer det bedste fra erhvervsskolerne med det bedste fra gymnasierne. Vi har brug for dygtige fagfolk, men de skal også være dygtige på en række boglige områder, siger Helene Valgreen.
Ifølge Helene Valgreen er manglende ungdomsmiljø og den ekstremt store fleksibilitet erhvervsuddannelsernes akilleshæl. Hvor er klassefællesskabet, festerne og fredagsbaren, påpeger hun.
- På den nye uddannelse skal der være klasser og få linjer, og man skal være i bestemte bygninger med bestemte lærere tilknyttet, siger Helene Valgreen.
I dag er det kun én af fem unge, som tager en erhvervsuddannelse. For ti år siden var det én af tre, forudser Dansk Metal i en analyse, der kom for nylig.
Professor Niels Egelunds undersøgelse blandt i alt 4.785 elever viser, at de elever, der skal på en erhvervsskole for at blive for eksempel tømrer eller elektriker, er markant mindre flittige, begavede og motiverede end deres kammerater, der skal på gymnasiet, skriver Jyllands-Posten.
Eksempelvis scorer de kommende erhvervsskoleelever 3,17 på motivation, mens de fremtidige studenter får et snit på 4,13.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener, at der må indføres strammere krav for at komme ind på erhvervsskolerne.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini kan godt se problemet, skriver Jyllands-Posten, men hun afventer anbefalinger, som ligger klar fra en arbejdsgruppe til maj, lyder det.
De Konservative ønsker adgangskrav til erhvervsskolerne.
- Ellers får erhvervsskolerne en masse elever, der falder fra, fordi de hverken har evnerne eller motivationen til at være på en erhvervsuddannelse, siger uddannelsesordfører Vivi Kier (K) til Newspaq.