Utah Jazz overrasker NBA-grundspillets bedste med udesejr

Med en sejr på 116-108 udlignede Utah Jazz noget overraskende slutspilsserien mod Houston Rockets.
Australieren Joe Ingles scorede 27 point i Utah Jazz' sejr over Houston Rockets.
Australieren Joe Ingles scorede 27 point i Utah Jazz' sejr over Houston Rockets. Foto: Tim Warner/AFP

Utah Jazz spillede sig onsdag aften amerikansk tid tættere på at slå grundspilskongerne fra Houston Rockets ud af slutspillet i NBA.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

På sidstnævntes hjemmebane overraskede Jazz med en sejr på 116-108 og udlignede dermed serien, som nu står 1-1. Der spilles bedst af syv kampe.

Houston Rockets var ellers grundspillets bedste hold med 65 sejre i 82 kampe og er derfor førsteseedet i slutspillet i Western Conference.

Men i onsdagens kamp scorede australieren Joe Ingles 27 point, hvilket var det bedste i en playoffkamp nogensinde for hans vedkommende, og stortalentet Donovan Mitchell supplerede med 17 point.

Utah Jazz var i første halvleg foran med 19 point, men anført af basketstjernen James Harden kom Houston tilbage og var endda foran med fem point en overgang i tredje quarter.

Alligevel lykkedes det gæsterne fra Utah at fuldende overraskelsen i fjerde quarter for øjnene af de godt 18.000 tilskuere i Houston. Blandt andet takket være to sene scoringer af 30-årige Ingles.

- De har åbenlyst et godt hold. De havde deres gode perioder, og det vidste vi, at de ville have, siger Ingles.

- Vi formåede selv at sætte nogle gode stimer sammen, når det var vores tur, siger han.

Nu venter der to kampe i Salt Lake City, hvor Utah har hjemmebane. Efter onsdagens møde står det dog klart, at der er mindst tre opgør tilbage i slutspilsserien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.