Ritt Bjerregaard har haft et omtumlet liv i politik. I flere sager har hendes stædighed, hun kalder det selv sans for retfærdighed, givet alvorlige knubs både internt i Socialdemokratiet og i offentligheden. Meget kan siges om hotelophold, lejligheder og dagbøger, men Ritt Bjerregaards politiske liv har båret præg af en stærk retfærdighedssans og en udtalt principfasthed. Derfor er det en skuffelse at opleve hende lade hånt om almindelige, sunde principper og fairness i sagen om Ungdomshuset. I dag giver Borgerrepræsentationen formentligt grønt lys til, at Faderhuset kan rive Ungdomshuset ned, og dermed står en rydning lige for døren. Ja, det giver sikkert ballade, hvis de unge ikke har et nyt hus inden en rydning. Og ja, det vil overborgmesteren gerne undgå. Men at lade en flok stenkastende unge, der bevidst bruger den udtalte trussel om bål og brand i gaden, kortslutte den politiske proces, er frustrerende at bevidne. Stevnsgades Skole var lovet til en skole for multihandicappede børn, og kommunens embedsmænd har brugt både tid og penge på projektet. Alligevel er det dem, der nu skal ud og lede efter et nyt sted at være. Det burde være omvendt. Men de multihandikappede truer ikke med at smadre biler, lave hærværk, besætte nye huse, lamme trafikken og smide brosten efter politiet.

Det klæder ikke en ellers principfast dame som Ritt Bjerregaard at lave politik med en pistol for panden.