Sammenlignet med Guantánamo-basen, hvor mulige terrorister er spærret inde i årevis uden sigtelse eller rettergang, er det i småtingsafdelingen, men dog endnu et deprimerende eksempel på supermagten USA’s moralske svigt og foragt for internationale retsregler: En 44-årig dansk statsborger har siden 8. december siddet indespærret i et fængsel i Bagdad – et sted, den irakiske mand kender så glimrende, for han blev i Abu Ghraib-fængslet tortureret under Saddam Hussein.

Endnu ved vi kun lidt om manden og kan naturligvis ikke fuldt afvise, at han måtte have gjort sig skyldig i et eller andet, men USA har ikke over for de danske myndigheder kunnet give én eneste årsag til hans månedlange indespærring, endsige præsentere manden for en sigtelse eller stille ham foran en dommer.

Det forlyder, at han var »tæt« på et våbenlager, men hvad det betyder, aner vi intet om. Til gengæld ved vi, at den 44-årige mand er medunderskriver på et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvori han takkes for at have deltaget i at styrte Saddam Hussein. Nogen oplagt terrorist er manden med andre ord ikke.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) er med rette rasende på USA over, at Danmark i måneder intet hørte om den danske fange – først da danske efterretningskilder rapporterede hjem om den 42-årige, fik Danmark besked. Sagen åbner på ny vores øjne – for nyt er det naturligvis ikke – for den deprimerende forandring i USA’s holdning til international lov, der er fulgt i kølvandet på krigen mod terror .

Vi ved nu, at mennesker spærres inde i måneder i det Irak, USA forsøger at demokratisere , at det kan ske på et tyndt grundlag uden særlige beviser, og at USA ikke føler sig moralsk forpligtet til andet end at revurdere sagerne hver 18. måned. At sikkerhedssituationen i Bagdad er håbløs, og at USA har legitime og forståelige behov for at kunne indespærre terrorister er indlysende, men sagen om den 44-årige er alligevel skræmmende, da den giver et stærkt fingerpeg om den tilfældighed, ligegyldighed og mangel på respekt for retfærdigheden, der nu præger USA’s handlinger.

Næste spørgsmål er nu, om Anders Fogh, hvis venner i Dansk Folkeparti næppe vil presse ham til at gøre noget særligt for en irakisk-dansker, har politisk mod og vilje til at gøre det eneste rigtige: At stå fast over for USA og insistere på, at den 44-årige enten løslades eller præsenteres for en sigtelse og snarlig udsigt til en betryggende rettergang. Alt andet vil være en skandale, først og fremmest for USA, men også for Fogh Rasmussen, hvis underdanighed overfor Bush-regeringen tidligere har gjort det vanskeligt for den ellers så rene Fogh at se forskel på rigtigt og forkert.