Det amerikanske forsvarsministerium har efter "grundig vurdering" valgt at løslade to fanger fra Guantanamo-basen.
Nabil Said Hadjarab og Mutia Sadiq Ahmad Sayyab overflyttes til Algeriet, skriver Pengagon i en pressemeddelelse.
Det fremgår, at beslutningen er taget i overensstemmelse med præsident Barack Obamas ordre om en tilbundsgående vurdering af sagerne.
Denne vurdering, som har omfattet en række sikkerhedsfaktorer og forskellige myndigheder, har ført til, at de to blev godkendt til overflytning.
- USA er den algeriske regering taknemmelig over dens vilje til at støtte de løbende amerikanske bestræbelser på at lukke Guantanamo, hedder det i pressemeddelelsen.
Der er 164 fanger tilbage på Guantanamo-basen.
/ritzau/