Det ligner scener fra Ringenes Herre. Flere hundrede unge, der klæder sig ud som trolde, hekse, riddere og orker og slås i skovene med skumgummivåben.
Rollespil bliver mere og mere populært blandt børn og unge i Danmark.
Ifølge den seneste undersøgelse om danskernes kultur- og fritidsaktiviteter, som Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, AKF, har lavet, dyrker seks procent af de danske børn rollespil. Det svarer til det samme antal børn, der spiller tennis. Og på landsplan vurderer Landsforeningen for Levende Rollespil, at mellem 50.000 og 100.000 børn og unge spiller rollespil mindst en gang om måneden.
Rollespil er god motion
»Rollespil er en fantastisk mulighed for at få børn til at bevæge sig. I stedet for at sidde at spille Playstation hele dagen kommer ungerne ud i naturen. Der er mange forældre, der bliver helt overraskede over, at deres børn løber, når de kommer ud og ser rollespillene. De er vant til at se dem passive foran computeren eller spilkonsollen,« fortæller Thomas Duus Henriksen, der er spilforsker på Learning Lab Denmark under Danmarks Pædagogiske Universitet.
Rollespil er blevet så populært, at Lokale- og Anlægsfonden netop har givet 60.000 kroner til rollespilsforeningen FLROL i Lyng til opførelse af et borganlæg. Anlægget kommer til at bestå af fire bygninger, hvoraf cirka 100 kvadratmeter er under tag.
»Rollespil er en fantastisk spændende fritidsaktivitet, som også får fat i de børn og unge, der ikke ellers dyrker idræt. På samme tid stimulerer spillene børns fantasi og giver dem lejlighed for at dyrke motion,« forklarer direktør i Lokale- og Anlægsfonden Torben Frølich.