18-årige Tobias er stødt på asbest to gange i sin lærertid som tømrer - i alt fald så vidt han ved. Den ene gang brækkede han asbestholdige eternitplader ned med et koben, så støvet stod ham om ørene. Han er godt klar over, at asbest er giftigt, men det kan være sin sag og sige fra:

»Når man starter direkte fra niende klasse og ikke har nogen erhvervserfaring, så gør folk jo, hvad der bliver sagt,« siger han og forklarer, at han blev bedt om at pille asbest ned, selvom arbejdsgiveren godt var klar over, at han ikke havde den ekstra uddannelse, det kræver.

Tobias er langt fra den eneste: Ifølge byggearbejdernes fagforbund BAT-kartellet støder mange unge bygningsarbejdere på asbest i deres hverdag. Flere har så lidt viden om det, at det kan blive katastrofalt, når tusindvis af bygninger landet over skal renoveres i de kommende år:

»Det er for eksempel yngre blikkenslagere, der reparerer vandskader. Her kan asbesten sidde omkring ventiler, og det er der ikke mange, der ved,« siger arbejdsmiljøkonsulent i BAT, Lars Vedsmand, der har arbejdet med asbest i 25 år.

Han møder hver uge unge håndværkere, der afslører manglende viden om asbest.

Og det er et problem, når de folk, der ved noget om asbesten, går på pension, forudser han:

»Vi risikerer jo, at vores viden om asbest uddør,« siger han og tilføjer, at den førende lærebog om asbest fra Statens Byggeforskning i lang tid har været umulig at få fat på. Lars Vedsmand foreslår, at man på uddannelsesstederne – AMU-centre og tekniske skoler – opprioriterer informationen om asbest.

Per Larsen, der er faglærer på Københavns Tekniske Skole mener snarere, at det er mestrenes ansvar, at holde deres svende væk fra det livsfarlige materiale. Ifølge ham slækker især mindre firmaer af og til på sikkerheden og sætter folk til at pille asbest ned, selvom de ikke har den efteruddannelse, det kræver:

»De unge tænker, at hvis mester gør det, hvorfor skulle jeg så ikke kunne. Og så er der også nogle af de unge, der har det her Tarzan-syndrom, hvor de mener, at de kan klare det hele uden de lovpligtige hjælpemidler,« siger han.

Det kan være sin sag at sige fra, mener Tobias. Anden gang han stødte på asbest var, da han blev bedt om at feje stykker af asbestholdige plader sammen og putte dem i store plasticposer. Her sagde han sagde nej. Det betød, han blev uvenner med chefen, og at en af hans jævnaldrende kollegaer fik udleveret en engangsmaske og en dragt og blev bedt om at gå i gang:

»Så står jeg tilbage og er idioten, der ikke gider gøre det. Det er jo ikke fedt at være uvenner med sin chef.«