Det sorte guld i Nordsøens undergrund bliver ikke en bedre forretning for staten, hvis olieaftalen med A.P. Møller-Mærsk ændres.
Aftalen fra 2003 er vandtæt, og olieselskaberne har sikret sig fuld kompensation, hvis skatten sættes op.
Det vurderer professor ved CBS med speciale i enerigiret, Jens Fejø, over for Newspaq.
Pumpes der flere skattekroner ud af A.P. Møller-Mærsk og de såkaldte DUC-selskaber, som er en række udenlandske olieselskaber, der er med i aftalen, så skal staten samtidig pumpe mere ud i kompensation.
"Aftalen er, at ændres der noget i aftalen fra 2003, så skal DUC-selskaberne kompenseres for det, der specifikt rammer kulbrinteproduktionen. Hvis man hæver skatten for at bore efter olie, så skal de have de penge tilbage. Det står lysende klart som en konsekvens af aftalen," siger Jens Fejø, til Newspaq.
Regeringen lægger op til et serviceeftersyn, der skal vurdere, om staten mister milliarder i olieskat, fordi oliepriserne er steget voldsomt siden 2003.
Hvis aftalen, der udløber i 2042, skal genforhandles, så tror Jens Fejø ikke på, at skattekassen vil vokse voldsomt. Olieselskaberne har en vandtæt kontrakt og vil altid sikre sig, at deres aftale og indtjening ikke forringes.
"Aftalen kan godt genforhandles, men det er professionelle parter, der sidder på begge sider af bordet, og staten kan ikke ensidigt lave aftalen om," siger Jens Fejø.
Tidligere vismand Jørgen Birk Mortensen, der er tidligere lektor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet, advarede tilbage i 2003 kraftigt mod at give olieselskaberne en aftale, der ikke kunne ændres, hvis der skete ændringer i oliepriserne.
"Det, jeg sagde dengang, var, at jeg var sikker på, at man ville komme til at fortryde den klausul, fordi det meget vel kunne tænkes, at der kom en situation, hvor man gerne ville ændre på beskatningsreglerne, og så er man bundet af den klausul," siger Jørgen Birk Mortensen.
Da aftalen blev indgået var forventningen, at olieprisen i 2042 ville nå et niveau på 36 dollar pr. tønde. I foråret 2011 nåede prisen det firdobbelte niveau på 115 dollar pr. tønde.
Jørgen Birk Mortensen kritiserede aftalens længde, da den ikke tog højde for eventuelle drastiske prisændringer i olie og dermed en mistet mulighed for, at staten kunne tjene flere skattepenge.
"Det, vi specielt bemærkede, var, at dels var det en 40-årig kontrakt, og så var der denne klausul med, at hvis man ændrede på skattereglerne, skulle operatøren derude kompenseres krone for krone," fortæller Jørgen Birk Mortensen.
Aftaler, der løber over en lang periode er et forretningsvilkår, mener Jens Fejø. Det ville være urealistisk, at en kortere aftale kunne forhandles på plads.
"Det er nødvendigt at indgå langtidsaftaler inden for olieboring. Ingen vil stikke rør ned og bore efter olie, hvis ikke de er sikre på at få et udkomme af det efter skatter og udgifter, der kan få det til at løbe rundt," vurderer han.