Storbritanniens farvel til det europæiske samarbejde bliver dyrt for Danmark. Ikke kun i kroner og ører, men også politisk.
For med Storbritannien ude af EU, mister Danmark en vigtig allieret, siger den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), da han ankommer til ministerrådsmøde i Luxembourg.
- Storbritannien og Danmark har været allierede i lang tid. Vi kom ind i EU sammen, og nu skilles vores veje, siger han.
- Vi kommer til at miste en allieret, som har stået sammen med Danmark i lang tid, og derfor er det ikke bare ærgerligt for dansk økonomi, men også for Danmarks mulighed for at få politisk indflydelse.
På et EU-topmøde i februar fik nu afgående premierminister i Storbritannien, David Cameron, forhandlet en aftale med EU, som blandt andet gav Storbritannien mulighed for at indeksere de børnechecks, der eksporteres fra Storbritannien til børn, der bor i andre EU-lande.
Aftalen ville kun træde i kraft, hvis briterne besluttede at blive i EU, så med det britiske nej er aftalen bortfaldet.
Det var ellers en aftale, som også Danmark så store fordele i.
- Aftalen er bortfaldet, men selv om situationen er anderledes nu, er Danmarks interesser de samme, garanterer Kristian Jensen.
Boris Johnson, der har ledet den britiske forlad-EU-kampagne, siger, der ikke er nogen grund til at forhaste sig lige nu med at komme ud af EU.
Men Storbritannien skal iværksætte exit-proceduren som beskrevet i EU-traktaten så hurtigt som muligt, hedder det i en fælles udtalelse fra fire topledere i EU.
Kristian Jensen er enig i, at de britiske politikere hurtigt skal tage konsekvensen af afstemningen.
- Jeg synes, at signalet fra den britiske befolkning var ret klart, og politikerne i Storbritannien bliver nødt til at leve op til den beslutning, de bad vælgerne tage. Jeg synes, at de skal respektere vælgernes beslutning, siger han.
/ritzau/