Nicolai Bentsen er scenetekniker og fællestilidsmand for 3F ´erne på Det Kongelige Teater. Han er født på vestegnen - helt nøjagtigt i Rødovre, men har boet det meste af sit liv i København.
Nicolai Bentsen er far til et barn med autisme, og én til der er lige så unormal som alle andre. Han skriver om fællesskaber og fortællinger mellem mennesker. På arbejdspladser og på fodboldstadions, men aldrig ud fra fokusgrupper. Der vil både være indlæg præget af håbløs nostalgi, samt nye udviklinger og tendenser så længe, at disse foregår i øjenhøjde. Samfundsforhold, overenskomstforhold og alle livets besværlige forhold.
GERNER WOLFF-SNEEDORFF ER tidligere formand for Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere. En mangfoldig og foretagsom type. Godsejer, kammerherre, hofjægermester, ejendomshandler og tidligere bestyrelsesmedlem i Jyske Bank. For nogle år siden havde han et særligt krav med i baglommen til de forhandlinger, han varetog overfor 3F. En speciel overenskomst for udenlandsk arbejdskraft med en 48 timers arbejdsuge og en timeløn på 80 kr. Det var der ikke udbredt forståelse for hos fagforeningen. Bedrøvet kunne han således til DR (15.02.13) filosofere over temaet udenlandsk arbejdskraft.
Sagen var den, at danskerne havde vænnet sig til at være lettere forkælede og stillede derfor urimeligt store krav til arbejdsgiverne. "Der er udlændinge nok mere ydmyge", sluttede godsejeren. Hver gang en politiker eller arbejdsgiver vil forsikre os om, at lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft på ingen måde handler om at sikre en billigere og mere fleksibel en af slagsen, tænker jeg på den gode godsejer.
Egentlig vil jeg gerne tro på arbejdsgiverne, når de konstant melder om ubesatte stillinger. Det svækker dog min imødekommenhed, at så godt som alle de orkestrerede mediehistorier om firmaer, der ikke kunne få den fornødne arbejdskraft, sjældent tåler et møde med virkeligheden. Oftest har de slet ikke slået stillinger op, og når den relevante fagforening på området tilbyder at formidle jobs til deres arbejdsløse medlemmer, var det ikke lige her og nu de manglede folk.
DET MEST DUGFRISKE EKSEMPEL herpå var så sent som i starten af oktober, hvor direktøren fra maskinfabrikken Jema Agro i Bjerringbro fortalte en del mindre end den halve sandhed. Ved nærmere eftertanke havde han ikke slået en stilling op i 13 måneder. Efterhånden er det eneste overraskende ved disse røverhistorier, at pressen bliver ved med ukritisk at bringe dem.
Fremtidens danske arbejdsmarked indebærer en markant mangel på faglærte. Selvom det har været et faktum i årevis, har arbejdsgivernes lyst til at uddanne flere håndværkere ikke lige frem eksploderet. Og der er fortsat 10.000 unge, som p.t. mangler en læreplads. Jeg kan faktisk godt forstå, hvis de føler sig en smule provokeret over, at debatten pludselig drejer sig om at skaffe arbejdskraft fra tredjeverdens-lande.
For det er præcis hvad regeringens nye forslag går ud på. Konkret vil man have vedtaget, at beløbsgrænsen ændres fra 418.000 kr. til 330.000 kr. årligt, hvis arbejdskraften hentes udenfor EU. Det er naturligvis smurt ind i en beroligende retorik om, at det primært er særligt specialiserede stillinger, der skal rekruteres til. Det må i så fald gælde mange. Faktisk er det ifølge AE og Fagbladet hele 70 % af de ufaglærte og 85 % af de faglærte danskere, som tjener en årsløn højere end denne beløbsgrænse. I alt kan ca. 380.000 danskere således se frem til at konkurrere med udlændinge udenfor EU om danske jobs.
DET HELE LUGTER mere af ideologi end af pragmatiske løsninger. Og så er det ikke engang nyt. Fx foreslog det Radikale Venstre og De Konservative helt tilbage i 2011 en lignende sænkelse af beløbsgrænsen - med præcis samme argumenter. Dengang var arbejdsløsheden på over 7% ! Tilsyneladende mangler erhvervslivet altid arbejdskraft. Det er da besynderligt, at ikke en eneste af de ca. 17 millioner ledige - heraf 11 millioner med en uddannelse - indenfor EU kan lokkes herop? I så fald skulle man måske overveje, om man tilbød gode nok arbejdsvilkår.
I Danmark har vi over 100.000, som stadig er ledige. Dertil kommer, at rigtig mange danskere er ansat på deltid og gerne vil arbejde mere. En stor del af de ledige herhjemme er iøvrigt indvandrere og efterkommere heraf samt nogle af de aller svageste grupper i samfundet, ofte med en stærkt begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Var det ikke en idé, at vi med den rette politik og målrettede indsats gav en masse af de mennesker fodfæste på arbejdsmarkedet under en højkonjuktur? Det er god integration og fremragende socialpolitik. Det bidrager positivt til samfundsøkonomien, og det er slet og ret sund fornuft.
Arbejdsgiverne har selvsagt en fordel af så stort et arbejdsudbud som muligt samt konkurrence om jobs, fremfor konkurrence om arbejdskraft. Det sikrer en svag lønudvikling, større fleksibilitet og lægger en dæmper på krav fra lønmodtagerne og deres organisationer. Det er helt legitimt, at erhvervslivet varetager sine interesser. Man skal bare være opmærksom på, at de ikke altid er sammenfaldende med samfundets.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.