Den tilspidsede situation, hvor flere vestlige lande tilsyneladende er tæt på et militært indgreb i Syrien, efterlader Kina i en ubekvem situation.
Kina er ikke militært i stand til at stille noget op i Mellemøsten, og stormagten må derfor se til fra sidelinjen i en militær konflikt, som kineserne har kæmpet for at forhindre i FN's Sikkerhedsråd.
Meget ser nu ud til, at flere lande anført af blandt andre USA og Storbritannien, vil udføre et militært indgreb uden et FN-mandat i det borgerkrigshærgede land.
Situationen er ubekvem for Kina, fordi Mellemøsten er afgørende vigtig for kinesernes energiforsyning. Mellemøsten er Kinas vigtigste kilde til råolie.
Et militært indgreb kan - frygtes det af flere nationer - udløse en større uro i regionen, også uden for Syriens grænser.
I løbet af årets første syv måneder har Kina importeret cirka 83 millioner ton råolie, hvilket udgør halvdelen af landets samlede import. Kineserne får råolie fra Saudi-Arabien, Iran, Irak, Oman og De Forenede Arabiske Emirater.
Kina har ikke nogen større økonomiske interesser i Syrien, men anser landet for at være strategisk vigtigt for stabiliteten i Mellemøsten.
En pensioneret kinesisk general Luo Yuan sagde sidste år til avisen People's Daily, at med så meget olie på spil, "så kan vi ikke sige, at problemerne i Syrien og Iran ikke har noget med os at gøre."
Kina har sagt, at landet hverken støtter det syriske styre eller oppositionen.
/ritzau/Reuters