En mand blev mandag fundet livløs i vandet ved Børsmose Strand nær Oksbøl i Vestjylland.
Nogle strandgæster fandt ham kort før klokken 14 liggende i vandkanten.
De trak ham i land, og sammen med en livredder gav de ham førstehjælp, indtil en ambulance nåede frem.
Manden blev imidlertid erklæret død senere mandag på Sydvestjysk Sygehus.
Den døde er en 48-årig mand fra Tyskland, der havde fået problemer, da han var ude at bade ved stranden nord for Børsmosevej, oplyser vagtchef Erik Lindholdt, Syd-og Sønderjyllands Politi.
/ritzau/