De to tyrkere Nuray og Ozgur forelskede sig i hinanden midt i kaoset på Taksim-pladsen, da tusindvis af ophidsede tyrkere i sidste måned protesterede mod premierminister Recep Tayyip Erdogan.
Så da parret lørdag skulle smedes sammen i ægteskab, var det kun naturligt, at det tyrkiske politi skulle spille en rolle. Derfor valgte den 32-årige sygeplejerske Nuray Cokol og den 34-årige elektriker Ozgur Kaya at blive gift midt på Taksim-pladsen.
Ceremonien var knap slut, før kampklædte antioprørs-styrker mødte op og med hjælp fra vandkanoner spredte de over tusinde bryllupsgæster, der var mødt frem for at fejre, hvad tyrkiske medier kalder "opstandens kærlighedshistorie".
- Længe leve modstanden, længe leve kærlighed, brølede gæsterne, inden vandkanonerne ramte dem.
Det var regeringens byggeplaner i Gezi-parken, som støder op til Taksim-pladsen, som var gnisten til de landsomfattende protester tidligere på sommeren mod premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans regering.
Under de flere ugers landsomfattende demonstrationer i maj og juni blev fem mennesker dræbt og 8000 såret.
/ritzau/AFP