Franske styrker har taget kontrol med vejene til og fra den strategisk vigtige by Timbuktu i Mali, som er kontrolleret af islamistiske oprørere, oplyser det franske forsvar.
Også byens lufthavn kontrolleres nu af de franske soldater, som i de seneste dage har indtaget en række andre byer i det nordlige Mali.
Dermed er hele området mellem Timbuktu og Gao nu under de franskledede styrkers kontrol.
En talsmand for den maliske regeringsstyrke siger, at soldaterne ikke mødte nogen modstand på vejen til Timbuktu.
Oldtidsbyen er udnævnt som verdensarv af FN, men både befolkningen og kulturminderne er blevet behandlet brutalt under islamisternes styre.
Frankrig indledte for to uger siden en militæroffensiv i Mali for at hjælpe myndighederne med at slå det islamistiske oprør i den nordlige del af landet ned.
/ritzau/AFP