Nogle morgenmadsprodukter har legetøj eller samlekort gemt som overraskelser i pakken.
22-årige Jarred Smith fra Australien fandt dog en knap så sjov overraskelse, da han ville hælde cornflakes op. Der lå nemlig en 2 meter lang pytonslange mast sammen i pakken med morgenmad, skriver det australske medie Daily Telegraph.
- Jeg kiggede ned i pakken, så dens hoved stikke op, og så tabte jeg min mad på bordet og løb ud og låste døren, fortæller Jarred Smith.
Slangen var så tæt pakket, at den knap kunne være i pakken, og næsten ikke var til at få ud. Den har formodentligt gemt sig der, fordi den var bange, hvorefter pakken med slange var havnet hos den intetanende morgenmadsforbruger.
Jarred kontaktede et professionelt vildtdyrehold, der rykkede ud og håndterede pytonslangen.