Alle alarmklokker blev aktiveret, da en amerikansk familie forleden forsøgte at passere sikkerhedskontrollen i den topsikre Ben Gurion-lufthavn i Israel.
Familien havde forinden besøgt de israelsk besatte Golanhøjder, hvor den havde fundet to ueksploderede mortérgranater.
Muligheden for at komme hjem med et par helt specielle souvenirs ville turisterne ikke lade passere. Så granaterne blev samlet op og pakket ned i deres bagage, skriver blandet andet de israelske medier Haaretz og Jerusalem Post.
Granaterne blev dog opdaget og udløste bombealarmen i Israels største lufthavn.
Folk gik i panik, og en mand måtte på hospitalet, da han i et forsøg på at flygte i sikkerhed faldt over et bagagebånd.
Den amerikanske familie slap uden repressalier og kunne rejse hjem efter endt afhøring.
Deres souvenirs måtte de dog efterlade i Israel.