Den almene boligbebyggelse Højstrupparken i det vestlige Odense har vundet Renoverprisen 2026.
Bebyggelsen stammer fra 1940'erne og består af omkring 600 boliger. Renoveringen har blandt andet givet boligerne decentral ventilation, nye altaner og indvendig istandsættelse. Omkring en tredjedel af boligerne er samtidig gjort fuldt tilgængelige blandt andet med elevatorer. Under facaderenoveringen er eksisterende mursten blevet genbrugt for at bevare bebyggelsens oprindelige udtryk.
- Vi står tilbage med et projekt, vi er meget stolte af, og som beboerne også er glade for og kan mærke effekten af i dagligdagen, siger Jacob Michaelsen, administrerende direktør i boligselskabet FAB.
Vinderen blev valgt blandt seks nominerede projekter af Renoverprisens Valgkollegium, der består af 96 fagpersoner fra byggebranchen.
Renoverprisens Specialpris 2026 gik til Helnæs Mølle. Den 180 år gamle mølle har stået uden funktion i mere end 50 år, men er nu omdannet til restaurant og lokalt samlingspunkt.
Højstrupparkens vinderhold modtager 100.000 kroner, mens holdet bag Helnæs Mølle får 10.000 kroner.