Gaderne i Tunesiens hovedstad ligger øde hen og en række fly fra byen er aflyst, efter at en magtfuld fagbevægelse har opfordret til generalstrejke i protest mod drabet på den 58-årige oppositionspolitiker Mohamed Brahmi.
Landets præsident har erklæret fredag for national sørgedag på grund af skudattentatet, som har kastet det nordafrikanske land ud i en ny politisk krise.
Søsteren til den dræbte populære oppositionspolitiker beskylder Tunesiens islamistiske regeringsparti, Ennahda, for at stå bag attentatet.
- Ennahda dræbte min bror, siger Souhiba Brahmi.
Det regerende Ennahda-parti fordømmer ifølge nyhedsbureauet dpa drabet i en opdatering på sin Facebook-side.
Mohamed Brahmi blev dræbt af en kugleregn ved sit hjem af bevæbnede mænd, der kørte forbi på motorcykel.
- Han blev gennemhullet af skud fra en maskinpistol foran sin hustru og sine børn, siger Mohsen Nabti, der tilhører Brahmis venstreorienterede parti Folkebevægelsen.
- Denne kriminelle bande har dræbt Brahmis frie stemme, siger oppositionspolitikerens enke, Mbarka Brahmi, der dog ikke specificerer, hvem hun mener, der står bag likvideringen.
Attentat er en udløber af protestaktioner i Tunis, hvor Det Arabiske Forår begyndte. Politistyrker affyrede skud for at sprede demonstranter, der krævede regeringen fjernet.
Torsdagens drab vækker mindelser om en lignende episode for omkring seks måneder siden, hvor en anden sekulær politiker Chokri Belaid blev dræbt ved et attentat, hvilket førte til protester mange steder i landet.
En minister sagde onsdag, at myndighederne har identificeret bagmændene bag drabet på Chokri Belaid.
Tunesiens store fagbevægelse UGTT opfordrede til generalstrejke i protest mod "terrorisme, vold og drab."
Tunesien har oplevet en kraftig stigning i de islamiske gruppers aktiviteter siden revolutionen i januar 2011, hvor ekspræsident Zine al-Abidine Ben Ali blev afsat.
/ritzau/AFP