Tusindvis af tunesere samledes mandag for at protestere mod, hvad de ser som et forsøg fra den islamistisk ledede regering på at ændre forfatningen, så kvinders rettigheder og status forringes.
Tunesien anses som et af den arabiske verdens mest liberale samfund. Hovedparten af de omkring 6000 deltagere i mandagens protest var kvinder.
Demonstrationen er den seneste tvist i skænderierne om islams rolle i den forfatning, som det nye parlament er ved at udarbejde.
Regeringspartiet Ennahda presses fra to sider: De såkaldte salafister, der fortolker islam strengt, samt sekulære oppositionspartier, der frygter, at islam kan være en trussel mod demokrati. Ennahda anses som moderate islamister.
Aktivister er utilfredse med en formulering i forfatningsudkastet, hvor kvinder omtales som andenrangspersoner i forhold til mænd. Aktivisterne forlanger, at en banebrydende lov fra 1956, der giver begge køn samme rettigheder, bibeholdes i forfatningen.
Demonstranterne marcherede på tværs af de største færdselsårer i hovedstaden Tunis og krævede, at regeringen vender sin opmærksomhed mod grundlæggende problemer som arbejdsløshed og regional udvikling.
De bar bannere med opfordringer til kvinder om at kæmpe for, at deres rettigheder bliver sikret i den nye forfatning. "Forsvind Ghannouchi. Tunesiens kvinder er stærke", lød et af slagordene med henvisning til Ennahda-partiets leder, Rachid Ghannouchi.
Den 40-årige Sami Layouni var blandt de få mænd, der deltog i demonstrationen.
- Vi er kommet for at støtte kvinder og for at vise, at også mænd kæmper for kvinders rettigheder. Vi er stolte af Tunesiens kvinder og vil ikke tillade, at islamister forvandler vores forår til vinter, siger han.
En kvindelig deltager er nervøs for det samfund, som islamisterne stræber efter at skabe.
- Jeg frygter for mine døtres fremtid. De risikerer at vokse op i et helt andet Tunesien, siger den 52-årige Fouzia Belgaid.
Ennahda-partiet vandt de fleste mandater ved valget i oktober sidste år, og dannede regering med to sekulære partier.
/ritzau/Reuters